Conor Daly til Force India

Sahara Force India har hyret den 20-årige amerikaner Conor Daly som ekstra testkører. I dag har han haft sin testdebut i en aerodynamisk test på Cotsworld Airport. Conor Daly vandt søndag et GP3-løb i Barcelona.

Conor Daly . Copyright Sahara Force India

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 17/5 2012 klokken 20:05

Caterham F1 har Alexander Rossi, nu har Sahara Force India også en amerikaner på holdet. 20-årige Conor Daly, søn af tidligere Formel 1-kører Derek Daly, er blevet en del af Sahara Force Indias kørerteam.

Tirsdag besøgte han fabrikken ved Silverstone, hvor han fik lavet et sæde til testdebuten, der kom i dag på Cotswold Airport i Gloucestershire. Det var en ren aerodynamisk test, hvor køreren kun kører op og ned ad langsiden.

Men bare det at komme ind på et Formel 1-hold er svært, så for Conor Daly er det en sejr, der kan ende med at give en fredagstjans i Texas i november og en plads i dette års ungdomstest.